Der spørges ofte til kirkens relevans. Hvad skal vi dog bruge den til? Hvad nytte har vi af den? Hvorfor bruge alle de penge, og al den tid på noget, der alligevel ikke giver mening? På alle de spørgsmål er der ikke andet end at svare, at kirkens relevans ligger i den irrelevans. Jeg vil sågar mene, at det er kirkens fineste opgave at være irrelevant. Kirken er på irrelevansens og de irrelevantes side, og fungerer derfor som et bolværk for svage, undertrykte, marginaliserede og ensomme – for de søgende, de sørgende og dem, der lider i stilhed. Kirkens magt, hvis man kan tale om sådan en, ligger i dens magtesløshed.

Kirkens irrelevans er således dens egentlige relevans og styrke. Kirken fungerer som et af få stedet steder, hvor der er plads til irrelevansen. Og der må være plads i et menneskeliv til at dyrke og koncentrere sig om noget, der ikke nødvendigvis skal kaste noget af sig. Man må have lov at lave noget, der ikke er et rationelt middel til et fornuftigt mål. Og der må i et menneskeliv være plads til at være den svage, den der er alene eller den, der ikke har styr på tingene.  Med en folkesygdom som stress, burde fokusset på irrelevans nok i virkeligheden være større end det. Ikke mindst fordi jagten på relevans på alle måde er opslidende. I kirken er irrelevansen derimod vedvarende. I kirken er der en anden horisont og et andet mål med det, der foregår. Relevans er ikke et af dem.

Derfor er præsten en ”irrelevansens ridder”, der er opøvet i irrelevansens fine kunst. For præsten er den, der kan holde ud at stå midt i irrelevansen og magtesløsheden – og netop ikke for at løse eller fjerne den, men for at gå ved siden af dem, der selv står midt i den. Præsten kan ikke få livets skrøbelighed til at gå væk, præsten kan ikke vække de døde til live, eller sørge for at ægteskaberne holder. Men præsten kan give disse vilkår ny betydning, se tilværelsen fra oven og fortælle en anden fortælling om livet, end den, der måske ellers fortælles. Alle disse vilkår er mysterier, vi ikke kan løse: vi kan ikke regne livet ud, og tilværelsen kan aldrig blive helt gennemsigtig for os. Men med kirken og præsten kan alle disse vanskelige vilkår i livet få en form, som man kan forholde sig til, og en bestemt tydning. Og ultimativt er det hverken præsten selv, eller nogen andre, der fortæller disse fortællinger, men Gud. På den måde bliver kirken og præsten relevant i kraft af irrelevansen, og det enkelte menneske kan blive sat fri fra at være perfekt, og fra selv at skulle få livet til at gå op.

Måske det kan lyde som om, kirken alene har som sit formål at svælge i menneskets magtesløshed. Men pointen er snarere at se hele tilværelsen i øjnene, og anerkende menneskets begrænsninger, for alternativet er selvbedrag. Livet kan som nævnt ikke blive helt gennemsigtigt for os. Ikke desto mindre skal vi mennesker leve et helt liv. Derfor er det nødvendigt med en plads til irrelevansen, det er nødvendigt med en plads til at belyse alle sider af tilværelsen, også de irrelevante og svage sider – for disse sider er netop på paradoksal vis relevante at beskæftige sig med. Pointen er i øvrigt heller ikke at kirken skal være ligegyldig, den skal kun være irrelevant. Det er derfor ganske afgørende hvordan irrelevansen italesættes. Det er absolut nødvendigt med en vedkommende irrelevans, en opmuntrende irrelevans og en kærlig irrelevans.  

Espen Norderhaug Brandt