Som præst i Ibsker-Svaneke-Bodilsker-Christiansø Pastorat er man netop dét – man er præst på Christiansø. At være præst på Christiansø er måske en opgave man ved første øjekast kunne komme til at overse. Men denne opgave og rolle har for mit vedkommende hurtigt udviklet sig til at være noget ganske særligt.

Egentlig bør jeg begynde et helt andet sted. For af uransagelige årsager overses der altid en ø, når man taler om ”Christiansø” – for der er jo to øer derude øst for Bornholm: Christiansø og Frederiksø. Yderligere er der også Græsholmen, men da den kun er beboet af et par tusinde fugle, der hverken har behov for at høre evangeliet eller tage del i den hellige nadver, kan den med rette overses. Jeg skal ikke gøre mig klog på hvorfor Frederiksø ofte overses, men vigtigt er det i hvert fald at fastslå, at jeg også er præst dér.

For at komme til Christiansø og Frederiksø må man af gode grunde sejle. Alene denne sejltur er grund nok til at blive præst på øerne, for der er noget magisk ved den. Først må man fragte sig selv til Gudhjem – og bede til højere magter om, at man kan finde et sted at parkere. Lykkes det, går man med al sin oppakning ned af de stejle og smalle gader, og ombord på færgen M/S Ertholm. Med det samme transporteres man tilbage i tiden – færgen er lavloftet, hvidmalet og fra den tid, hvor der endnu var folk i verden, der kunne nitte plader sammen – ikke nogen svejsning her. Færgen er altså med andre ord fra før verden gik af lave – og derfor desto hyggeligere at opholde sig på. Der dufter af dieselolie og saltvand og hele turen fra Gudhjem er akkompagneret af lyden fra skibets summende motor. Ombord kan man købe dåsecola og spillekort, og på den måde mangler hverken kroppen eller sjælen noget på overfarten.

Færgens indretningen kan siges at være en krydsning mellem et brunt værtshus og bankdirektør Varnæs’ dagligstue. Panelerne på væggene er lavet i mørkt, lakeret træ og ved hvert bord hænger en lille firkantet lampe, med et lille gitter hen over midten. Der mangler således ikke meget mere end nogle store plysbetrukne møbler og byens fine damer til te, så er illusionen komplet. Og nu vi er inde på Matador, er det værd at nævne, at færgen er en tysker med ophav i Husum, i Slesvig.

Færgen bruger en time på at sejle fra Gudhjem til Christiansø – når altså ikke den bruger længere tid. Rejsetiden påvirkes let af vind- og vejrforhold, og af samme grund bør man som rejsende sørge for at være udstyret med et stabilt svælg. Besidder man ikke et sådan svælg, må man i stedet nøjes med ikke at være nervøs for at ”spule dækket” foran fremmede. Den lille færge gynger let, den ”arbejder” som det hedder – og jeg kan efter få ture konstatere, at der ofte ikke skal meget ”arbejde” til, før end de første søfarende må hengive sig til brækposerne. Men det er ingen skam, for ofte vipper og gynger færgen således, at horisonten helt forsvinder fra vinduet, og man skiftevis enten kun kan se himlen, eller havet. I sådanne tilfælde gælder det om at holde fast i bordet, og have et vågent øje på alle løse genstande. Sådan kan man af og til få lov at sidde det meste af turen – men det har dog også sin charme, at man på den måde må kæmpe med elementerne for at nå frem til Christiansø. Den slags bølger, der får færgen føles som en karrusel og hvor vandet danser for øjnene af en, kaldes i øvrigt af christiansøboerne for ”mellembølger”. Jeg er ikke sikker på hvor mange andre, der ville betegne bølgernes størrelse som ”mellem” – men jeg tror samtidig, at man får et andet forhold til havvand, når man på den måde beboer gråbrune klippeknolde i Østersøen. Man må desuden ikke lade sig skræmme af disse historier om brodsø og den menneskelige biologi – i godt vejr er sejlturen vidunderlig, og man kan med sindsro begive sig afsted.

Når man efter en mere eller mindre strabadserende sejltur er ankommet til denne yderste forpost i kongeriget, så venter der solvarme klipper, vildtvoksende persille og en uendelig horisont. Når mindet om Gudhjem, realkredit og e-Boks for længst er fordampet, kan man lade blikket vandre langs med de gule huse og fæstningsmurerne – og høre hvordan luften fyldes af mågeskrig og blæstens susen, som en slags evig underlægningsmusik. Og som en tidligere christiansøbo en gang har skrevet, så bor man på Christiansø ikke på en ø, men i en verden. Det er denne verden, som er sejlturen og alle eventuelle strabadser værd.

Og Christiansø er en verden for sig. Som gæst på øen synes tiden næsten at gå i stå – og det er ment aldeles positivt. Der er et andet og mere adstadigt tempo her, som en verden hvor tiden er strækket ud, og er blevet lang. Og til trods for de ufattelige mængder turister man kan opleve trave øen rundt i grupper, er der rent faktisk roligt på øen – især når færgen sejler turisterne hjem igen. Måske tiden synes at gå i stå, fordi der overalt på øen er spor efter en tid, der ikke findes mere. Samtidig føles øen lyslevende og til stede, lige her og nu – der er en friskhed og en energi over klippeknoldene. Øen er på den måde, både i tiden og samtidig uden for tiden – som en slags Narnia eller Eventyrland.

Når solen går ned, et eller andet sted ude i vandet, og den store linse i fyret i Store Tårn roterer – når man har stjerne over sig, og vandet med klipperne under sig – så kan det ske, at man i glimt lov til at føle sig lille, på en god måde. Den følelse alene gør øerne et besøg værd. Og afstanden fra Bornholm til Christiansø føles nok længere end afstanden fra Christiansø til Bornholm – de gråbrune klipper ligger i verdens navle, midt i vandet, med sin egen tid og sit eget tempo. Derfor skal man tage af sted. Af samme årsag er mine ture hjem fra øen også altid lidt vemodige – straks er jeg kommet, og straks skal jeg tilbage til Gudhjem, realkredit og e-Boks. På turen tilbage bliver tiden igen en anden og tempoet sættes pludselig op. Og ganske vidst er der også solvarme klipper og mågeskrig hjemme på Bornholm, men ikke på samme måde – det er noget andet på Christiansø, og Frederiksø.

Espen Norderhaug Brandt